Uddannelse, Forskning, Udvikling og Demonstration

Klima-, Energi- og Bygningsministeriet arbejder for, at Danmark investerer i forskning, udvikling og demonstration (FUD) med henblik på både at imødekomme de ambitiøse klima- og energipolitiske målsætninger og give grøn vækst gode vilkår.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriet er et af de mest forskningstunge ministerier. Ministeriets institutioner rummer egne forskningsenheder inden for en lang række felter, og ministeriet administrerer herudover betydelige midler til forskning, som er tilgængelige for videninstitutioner og virksomheder. Ministeriets arbejde med FUD foregår ofte i samarbejde med andre ministerier og eksterne aktører, ligesom EU’s forsknings- og støtteprogrammer udgør rammen for mange aktiviteter på forskningsområdet.

Forskningsindsatsen i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet skal bl.a. understøtte regeringens og ministeriets overordnede politiske målsætninger på ministeriets område, herunder de overordnede politiske mål på klima-, energi- og bygningsområdet, som de bl.a. er formuleret i regeringsgrundlaget og i energiaftalen fra marts 2012.

Ministeriets indsatser inden for forskning, udvikling og demonstration er bl.a. defineret i Finansloven, i loven om EUDP, i loven om GEUS, i loven om Energinet.dk, i resultatkontrakterne med DMI og GEUS, i rammeaftalen med Statens Byggeforskningsinstitut og ikke mindst i energiaftalen med Folketingets partier fra marts 2012. Der er på den måde defineret en række målsætninger og prioriteter for FUD, som ministeriets forskningsarbejde bygger på. Derudover finansieres en stor del af forskningen inden for ministeriet gennem danske og internationale forskningsprogrammer og ligger dermed i tråd med målsætningerne for disse.

På den måde understøtter FUD-indsatsen en ambitiøs klimaindsats og en omstilling af energisystemet. På en række områder er der behov for at udvikle mere effektive og omkostningseffektive energiteknologier. En forstærket energiforskningsindsats er også med til at understøtte den danske energi- og klimabranches muligheder på det internationale marked for grøn teknologi.

Senest redigeret: 15. januar 2013